Diving
Livsstil

Alternative rejsetyper

november 4, 2017

Står du og skal ud og rejse men mangler inspiration? Er du frisk på at prøve noget andet end sandstrand og lækre pools? Så læs med her, hvor du får idéer til nogle anderledes rejsetyper!

Kulinariske eventyr i Asien

I Asien møder du mange spændende retter, som man ikke laver andre steder. De har en helt særlig tradition i forhold til madlavning, som – af god grund – er blevet populær hele verden over. Dog er der jo ingen, der kan fremtrylle en gado gado eller en misosuppe af samme kaliber som asiaterne selv! Hvis du sætter pris på god mad og kan lide at trylle i et køkken, er det måske en overvejelse værd at tage på et kulinarisk eventyr i Asien? Rigtig mange steder kan man tage både kortere og længere madlavningskurser, hvor du lærer at lave de traditionelle retter helt fra bunden! Dét er da en souvenir, der er værd at tage med hjem! Om du er til indonesisk, malaysisk eller indisk spiller ingen rolle, der skal nok være et madlavningskursus, du kan kaste dig ud i! Og hvis du har rigtig god tid, kan du jo endda besøge flere forskellige lande og lære at lave et helt væld af lækre, asiatiske retter – det vil helt sikkert blive modtaget med kyshånd hos dem derhjemme!

Jagtferie i Sydafrika

Hvis du er vild med jagt og at opholde dig meget ude i naturen, er en jagtferie måske noget for dig? Der er masser af steder, man kan tage på jagtture – både i Danmark og Europa, men også i for eksempel Afrika er der rigtig gode muligheder for at gå på jagt! I Sydafrika er det oplagt at tage på antilopejagt, og der er masser af selskaber, der er specialiserede i netop jagtrejser. Det kræver naturligvis, at du har et jagttegn, hvis du vil nedlægge dit eget vildt – hvad end det er hjemme i Danmark eller ude i den store verden – men hvis du allerede har dét, er der ikke meget, der holder dig tilbage fra at tage på en skøn ferie i jagtens tegn. Ud over at du måske får nedlagt en flot antilope, får du også oplevet den afrikanske natur på nært hold og får et særligt indblik i floraen og faunaen, i og med du tilbringer så mange timer udendørs. Hvis du er interesseret i jagt og jagtrejser, men måske endnu ikke har taget dit jagttegn, kan du læse mere på Jagtskole.dk.

Dykkerferie i Indonesien

Hvis du kan lide at befinde dig i vandet – og måske allerede har dit dykkercertifikat – er en dykkerferie måske en overvejelse værd? Der er rigtig mange steder i verden, som tilbyder god dykning, og Indonesien er blot én af de mange muligheder. Her er der dykning i verdensklasse med et utal af flotte fisk, masser af hajer og smukke koraller. På en dykkerferie kan du enten vælge at bo et sted på land og så tage på dagsture, men hvis du bare er helt vild med havet, er det også muligt at afholde hele ferien på en båd. Så bor man på båden og dykker 3-5 gange om dagen, alt efter hvordan det lige passer, og på den måde får man i hvert fald set en hel del af undervandsverdenen! Især omkring Komodo i Indonesien er der fantastisk dykning – og så kan man jo også lige smutte forbi og hilse på de store komodovaraner på vejen – men både i Indonesien og mange af de omkringliggende lande er der excellente muligheder for dykning, så tag dragten på og spring ud i det, hvis du er klar til en anderledes ferie!